|
Efter Hehnel talte formanden for skolens bestyrelse direktør A. Mortensen, Kalundborg.
Formanden sagde, at man stadig må have det gamle motto for øje. Aldrig færdig, altid på vej, - udvikling og vækst må være kendetegnet for vor skole, sagde Mortensen. - Vi har det forløbne år gennemført en del forbedringer af materiel art, men dette er vi bestemt ikke færdig med. Materielle nyskabelser er selvfølgelig ikke nok i sig selv, da det er lige så vigtigt, at udviklingen i vor skole som uddannelsessted følges op i tiden og i takt med samfundet, således at den enkelte elev får lejlighed til at opøve sine evne til vurdering og selvstændig stillingtagen. Formanden henvendte sig derefter til årets dimittender: I forlader nu Realskolen og Kollegiet og skal ud og bygge videre på det, I har erhvervet af kundskaber her. Indstil jer på, at I skal lære hele livet og vær forvisset om, at der er meget at lære. Det er ikke alene en RET, at være med til at forme vort samfunds fremtid og udvikling, det er også en PLIGT, men det skal gøres med parlamentarisk midler. Der er ikke noget så nedslående som at slå op i avisen og se hvilke voldelige metoder, man anvender ude i verden - og som et mindretal i Danmark også har følt sig foranlediget til at brug. Til alle jer, som møder her igen til august for at starte et nyt skoleår, vil jeg ønske en rigtig god sommerferie med megen sol og sundhed - det har i fortjent. Skolebestyrer P. Hehnel talte til eleverne, og henvendte sig særligt til de elever, der nu forlader Jyderup Realskole1 Jyderup Realskole holdt i formiddag i Kino en smuk og højtidelig afslutningsfest på skoleåret. I festen deltog foruden eleverne, skolens bestyrelse, mange forældre, og en del ældre elever, der havde ønsket at genopfriske minderne fra dengang de selv forlod skolen, ligesom man havde ønske at besøge den gamle skole. Efter velkomsten blev sunget "Du danske sommer, jeg elsker dig", hvorefter skolebestyrer P. Hehnel talte til de elever, der nu forlader Jyderup Realskole. Det er altid med nogen vemod at skulle tage afsked med noget eller nogen, som har været med til at udfylde ens tilværelse i flere år, sagde skolebestyreren indledningsvis. Under forberedelsen til denne tale kom jeg til at tænke på min drengetid og selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at drage sammenligninger. Dengang havde vi færre glæder end I har, og vi forstod at skønne på dem, fordi der var så få af dem. Efterårstidens leg med dragen står for mig som noget af det skønneste. Det var en fornøjelse at se den stolte drage deroppe højt til vejr. Men hvor meget tænkte man dengang over, hvad det egentlig var, der fik den til at blive deroppe. Man fornemmede nok, at forbindelsen i dragen gik genne snoren, og når et uheld skete, at itu så faldt dragen til jorden Det er noget lignende med mennesker. Vi holdes også oppe af en snor, ganske vist en usynlig snor, som fører tilbage til den opdragelse og til de påvirkninger vi har fået gennem vores forældre og af alle omkring os. Og i den forbindelse spiller skolen jo en ret stor rolle. Denne snor fører tilbage til de traditioner, som vi baserer hele vor tilværelse på, ja – til alle de mange faktorer, der har været og stadig er med til at præge vor indstilling til livet Blivende værdier Mange af disse påvirkninger har vi fået og får i særdeleshed gennem moderne udvikling. Der er slet ikke tvivl om, at vi har modtaget meget godt, men endnu mere tror jeg har vi mistet. Ganske simpelt fordi vi ikke rigtigt har fået at knytte udviklingen i tiden sammen med oplevelsen af det, som jeg med et romantisk udtryk kan kalde for de blivende værdier i livet. Her ligger bl.a. årsagen til en af de væsentligste faktorer til tidens usikkerhed og rastløshed. Vi har mistet snoren til forankringen i noget udenom os selv. Midt i al livets travlhed og jag føler vi inderst inde en usikkerhed. Det er som om livet for mange mangler det betydningsfulde som en mening eller som en meningsfyldt idé. Det er mit håb, at I har prøvet på at danne jer en mening med jeres fremtidige liv. Det er mit håb, at I har prøvet på at finde en idé, som både I vil og kan basere jeres tilværelse på, sagde skolebestyrer Hehnel Det er ved at leve op til sine ideer, at man bliver et skabende menneske. Men dette at skabe noget af værdi kræver en udvælgelsesproces. Men for at kunne gennemføre en sådan, så behøver man en fond af viden og af oplevelser, og de dermed indvundne erfaringer. De oplevelser og erfaringer I har høstet indtil nu kan afgjort deles op i gode og mindre gode. Forhåbentlig er langt de fleste af den gode slags. Er dette tilfælde, er der chance for at snoren holder. Spørgsmålet er derefter, om I er så heldige, at have de rigtige evner og vilje til at kunne drage nytte af disse indhøstede erfaringer. Forme virkeligheden De er moderne blandt unge mennesker i dag at flygte fra rotteræset, som det kaldes. Det er vel også det nemmeste, når man er ansvarsløs og helt har mistet fortøjningen til det sunde og raske i tilværelsen. Det er uhyre nemt at engagere sig negativt, og bare sætte sig hen og drømme. Men det er den forkerte måde at basere sin tilværelse på. Drømme har det med at søge bort fra virkeligheden, da drømmere opfatter virkeligheden som et fængsel. Men det er et tomt postulat. Virkeligheden kan kun betragtes som vort hjem, som vor verden, da virkeligheden jo er det eneste, som vi kan leve i. Derfor væk med den form for drømme og bliv i stede for aktiv, for I det, så kan I være med til at forme virkeligheden. Skabende mennesker I er unge mennesker fyldt med mod på livet, fyldt med ideer og med idealer, sagde skolelederen slutteligt. Nu flyver I væk fra skolen – væk fra alt det, som har udfyldt en meget stor del af jeres barndom. Jeg vil ønske for Jer, at den snor, som skolen har været med til at spinde, er blevet så lang, at I kan flyve meget højt, og at den er blevet så stærk, så den holder jeg fast forankret i al det bedste, som I har været i berøring med. Og hvad der er lige så vigtigt, at fremtiden med sit det den gemmer på til jer, må give jer så meget godt, så der virkelig bygges videre på snoren til gavn for jer og til glæde for dem I kommer i berøring med – således, at I helt og holdent bliver til skabende mennesker2 |